Lektion 1 - Udstyr?
Hjerteligt velkommen til denne lektion, der handler om diverse udstyr.
I denne lektion skal vi selvfølgelig se på forskelligt udstyr, men i bund og grund er det min holdning, at du ikke behøver en masse forskelligt udstyr, for at lave dette. Dit formål er ikke at virke professionel og nå langt ud til et bredt publikum, men at være dig selv med fokus på indholdet.
Jeg vil her lige ridse op, hvilken former for udstyr jeg kommer ind på her i lektionen:
Smartphones:
Da de mest almindelige smartphones er I-phones og Samsung, er det disse to telefoner, som jeg har lavet instruktionsvideoer til igennem hele modulet. Du finder alle instruktionerne til dem, i de PDF-filer, som er vedhæftet de enkelte lektioner. Jeg vil derfor ikke anbefale dig, at gå ud og købe et smart, dyrt kamera - det er der ingen grund til. Jeg bruger selv min egen telefon til de optagelser, som I ser her i dette kursus.
Husk at optage dine film med en telefonen i vandret stilling og med bagsiden til dig selv. Hvis du holder den lodret, når du filmer, så bliver billedet en del mindre, fordi de fleste enheder, TV, computere mm. vil vise din film liggende, så der vil være en masse plads, der i så fald ikke bliver brugt, når den vises.
Kamerastativ:
Jeg bruger et kamerastativ, som kan indstilles i forskellige højder, og altså står fast med en mobiltelefon holder på toppen. Det stativ jeg har, kan forlænge sine ben ad to omgange, og kan forhøjes ovenover benene også. Det er godt, da det er et stabilt stativ, også hvis jeg vælger at stå op og fortælle. Når det pakket sammen i sin minimum-indstilling er det stadig ca. 40 cm højt, og derfor er det ikke altid jeg kan bruge det, hvis jeg f.eks. sidder ned ved et bord, og ønsker, at jeg skal være forholdsvis tæt på i billedet. Det kan ikke bruges her, så bliver det for højt.

Hvis du bruger zoom-funktionen bliver optagelsen mere grovkornet. Selv den mindste rystelse har større effekt. Jeg har derfor valgt en anden mulighed.
Selfiestang/tripod:
Hvis jeg skal filme mig selv, når jeg sidder ved et bord, har jeg købt det man kalder en selfiestang. Min selfiestang fungerer også som en tripod, det vil sige et lille kamerastativ, der kan stå på et bord.

Selfiestangen er et slags stativ, der er en stang man kan holde i den ene ende, og kameraet er i den anden ende. Når man filmer kan man bevæge sig rundt samtidig. Udover at den er god til at stå på et bord, så er det også rigtig godt, hvis man skal filme i bevægelse.

Hvis du viser en rundtur i huset, eller bevæger dig rundt ude i haven eller måske har valgt at fortælle en historie om din skolevej som barn, og du fortæller historien, imens du går vejen. Så kan du gøre holdt og vise specifikke steder på ruten, hvor der skete dit og dat.

Bøger og kasser:
Hvis du ikke har nogle stativer eller lign. så fortvivl ikke. Du kan sagtens stille nogle bokse, kasser, bøger eller lign. ovenpå hinanden, hvor du kan placere kameraet. Ligesom du også sagtens kan bevæge dig rundt ved bare at holde telefonen i hånden.

Lyd:
Hvad lyd angår, så er telefonens lyd normalt ganske udmærket, hvis du holder dig indenfor en halv til en meters afstand af telefonen. Det er jo altid godt, jo mere ro der er omkring dig.
Ligegyldigt hvad, skal du altid huske at artikulere og tale tydeligt og en smule langsommere end du normalt gør.
Går du derimod udenfor med telefonen, så skal du nok vælge enten at gøre det på en vindstille dag, så blæsten ikke går ind i telefonens mikrofon, eller du skal finde et sted med læ. Det du skal huske er, at hvis du befinder dig indenfor, så bliver lyden fanget inde i rummet, mens hvis du er udenfor, så forsvinder lyden hurtigt, da der ikke er noget rum at 'holde' lyden i. Hvis du f.eks. vælger at filme i en trappeopgang eller i en kirke, så vil det også betyde noget for lyden, da der pludselig vil være akustik, der vil klinge, og det kan også gøre det mere besværligt at skelne de enkelte ord.
Jeg bruger selv en trådløs mikrofon, der består af tre dele. En holder med en ledning til en mikrofon. Holderen sætter man i en lomme eller lignende og fører ledningen under tøjet op til kraven eller blusekanten, hvor man klipser mikrofonen fast. Derudover er det en lille enhed, som man skal placere i telefonen, der hvor man også oplader den. Den jeg har fungerer kun til en I-Phone. Men der findes også andre, der er til Android-telefoner.

Lys:
Skal du filme et mørkt sted, kan du overveje at finde en lyskilde, der kan skinne på dit ansigt. Der skal ikke meget mørke til, førend at man ikke kan se dig tydeligt. Der findes lysringe, som man kan sætte op bag ved telefonen foran dig, som lyser på dig. Det skal man lige vænne sig til, men du er forhåbentligt optaget af at se lige ind i linsen på bagsiden af telefonen, så du slet ikke lægger mærke til det ekstra lys.

Du kan også nøjes med at sætte en lyskilde som en lampe i nærheden, eller generelt optage i dagstiden i nogle lyse rum. Det eneste du skal huske her er, at du ikke skal sætte dig selv foran et vindue, for så kommer du til at sidde i modlys, og man vil ikke kunne se dit ansigt. Hvis du gerne vil bruge lyset fra vinduet, hvilket er en god idé, så sæt dig med ansigtet imod vinduet, og telefonen med ryggen til vinduet. På den måde får du lyset fra vinduet ind på dit ansigt, og kameraet på telefonen bliver ikke irriteret af det.
Mobilholder:
Hvis du bruger et stativ af en slags, som ikke er født med en mobil-holder, så er det en fordel at købe sådan en - oftest koster den ca. 40 - 50 kroner. Den kan normalt skrues ovenpå stativerne, så telefonen kan sættes på og holdes fast der.
Uanset hvad, så prøv dig frem. Lav nogle prøve optagelser på stedet, hvor du har tænkt dig, det skal foregå. Så kan du selv vurdere, om der er for lidt eller for meget lys, om lyden er god, om kameraet skal højere op, længere ned eller lige skal flyttes eller drejes en smule ud til siderne.



































